Onsdag eftermiddag er politiet og redningsmandskabet rykket ud til et solouheld, hvor en bilist har ramt et træ og landet med hjulene i vejret.
En ældre mand er kommet helt galt afsted i sin bil. Bilisten er kørt af vejen og rullet om på taget, hvorefter den har ramt træet.
Derfor er politiet og ambulancereddere rykket ud til uheldet og man har fået kontakt til den ældre mand, fortæller vagtchefen.
(Artiklen fortsætter under billedet)
“Han er ikke kommet slemt til skade og er faktisk uskadt”, lyder det fra vagtchefen ved Fyns Politi.
Betjentene er fortsat ved den smadrede bil på Assensvej i Ejby og man skal nu have kontaktet autohjælpen, så bilen kan blive hentet.
Hvordan manden er kommet så galt afsted er endnu uvist, da patruljen fortsat er i gang med at undersøge uheldet.