Biden: De kommende dage vil afgøre Syriens fremtid

USA vil tale med alle syriske grupper, også i FN-regi, om en overgang mod et uafhængigt Syrien, siger Biden.

Den syriske præsident Bashar al-Assads fald er “retfærdighed”, der åbner en “historisk mulighed”, siger USA’s præsident, Joe Biden, i en udtalelse søndag aften dansk tid.

– De seneste dage har været historiske. Og det er de kommende dage, der kommer til at afgøre fremtiden for landet, siger Biden.

– Vi ser nu nye muligheder åbne sig for det syriske folk.

– Det er også en mulighed for et mere sikkert og velstående Mellemøsten, siger Biden videre.

Han understreger, at USA vil støtte en overgang, hvor syrerne bevæger sig videre efter årtier med Assad-styre.

– Vi vil engagere os med alle syriske grupper, herunder inden for den FN-ledede proces, for at etablere en overgang væk fra Assad-regimet mod et uafhængigt, suverænt Syrien med en ny forfatning, siger Biden.

Han tilføjer, at USA vil samarbejde med Libanon, Israel og Syriens øvrige nabolande for at forhindre mulige problemer med sikkerheden.

Han siger også, at nogle af de oprørsgrupper, der har været til stede i Syrien under borgerkrigen, har “en dyster historik med terrorisme”.

Assads fald åbner også mulighed for, at nogle af de grupper, der tidligere er blevet nedkæmpet, kan komme tilbage.

– Vi er klar over, at Islamisk Stat vil forsøge at gribe denne chance. Vi vil ikke lade det ske, siger Biden.

I de næste dage vil repræsentanter for Biden-administrationen rejse til Syrien og den øvrige region, siger præsidenten.

Et par lod en fotovogn stå i deres indkørsel. De havde aldrig drømt om reaktionerne, der ramte dem.