Betjent skød løs hund på motorvej

En løs hund skabte trafikale problemer på Køge Bugt Motorvejen ved afkørsel 27 til Greve Nord tirsdag morgen.

Politiet modtog anmeldelsen om, at den løbske hund klokken 9:05, men allerede kort tid efter indløb en ny anmeldelse, om at en bilist havde påkørt hunden.

Derfor var hunden ilde tilredt, da politiet nåede frem til stedet.

“Da vi kommer frem, ligger hunden nødlidende og har fået livstruende kvæstelser som følge af påkørslen,” siger kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, Martin Bjerregaard.

For ikke at lade hunden lide unødigt, og fordi politiet vurderede, at det ville tage for en dyrelæge at nå frem til stedet, som alligevel ville nå til samme konklusion, besluttede betjentene, at hunden måtte aflives på stedet.

Derfor blev hunden skudt og aflivet med en af betjentenes tjenestevåben.

“Det kan godt have været et voldsomt syn, for de bilister som holdt i kø, men vi mener, at det var den rigtige beslutning, og at det var det bedste for hunden, på grund af de alvorlige kvæstelser, som den havde pådraget sig,” siger Martin Bjerregaard.

Hunden var stukket af fra sin ejer, en 60-årig mand fra Ishøj, som havde kørt rundt i området og ledt efter den. Han er underrettet, om at hunden er blevet aflivet.

Det er i øvrigt normal procedure, at betjente kan bruge deres tjenestevåben til at aflive dyr, hvis politiet skønner, at det er nødvendigt.