Flere udrykningskøretøjer fra Hovedstadens Beredskab er til stede ved et kemikalieudslip på Dalslandsgade i København. Her har en utæt ventil ledt hele tusind liter saltsyre ud af en tank.
Udrykningen går til virksomheden Xellia Pharmaceuticals, som også selv vil stå for garderingen. Dette sker blandt andet ved at opsætte en række store tanke, oplyser vagtchefen til KøbenhavnLIV.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Han nævner samtidig til mediet, at de store tanke med saltsyre står i en grav, så det bliver samlet i et betonkar, så det undgår at løbe ud i kloakken, hvis der sker en utæthed. Og det er altså det, der er sket her, hvilket også er årsagen til den store tilstedeværelse af diverse udrykningskøretøjer.
Det afspejler sig på billederne fra Presse-fotos.dk, hvor teknisk beredskab er tilstede, ligesom brandvæsenet også er rekvireret.
Fakta: Kemiudslip – hvad er det? Og hvad skal du gøre?
Farlige kemiske stoffer kan fx findes i brandrøg eller indgå i industrielt forarbejdede produkter og kan gøre stor skade, hvis de slipper ud. Hvis der sker et udslip af farlige kemiske stoffer, slår myndighederne alarm. I så fald skal du gøre, hvad du kan for at undgå at komme i kontakt med stofferne.
Er du selv ude for et kemiudslip, anbefaler Beredskabsstyrelsen at du gør følgende:
1. Bliv inden døre – hvilken som helst kontakt med kemiske stoffer kan have sundhedsmæssige konsekvenser.
2. Følg myndighedernes udmeldinger på sociale medier, hjemmesider og via pressen
3. Tøj, som har været i kontakt med farlige kemikalier, skal straks tages af. Forurenet hud skal straks skylles grundigt med vand. Hvis du er tvunget til at gå udenfor under et kemisk udslip, kan du mindske eksponeringen for de skadelige stoffer ved at holde et fugtigt stykke stof op foran mund og næse eller bruge en støvmaske.