18. maj. 2022 - 16:25

VIDEO | Beredskabet måtte rykke ud til udbrændt præstebolig for anden gang



Beredskabet måtte onsdag eftermiddag endnu en gang rykke ud til Engvej i Tarm, hvor de havde været tidligere på dagen i forbindelse med en brand i præsteboligen.

Bygningen var i forbindelse med branden brændt ned og stod ikke til at redde, oplyste Brand&Redning MidtVest.

Få timer senere blev beredskabet dog igen tilkaldt, da de fik en melding om, at der kom hvid røg fra den nedbrændte bygning.

Derfor rykkede de endnu en gang ud til stedet for at sørge for, at alt var slukket.

Beredskabet arbejder i skrivende stund stadig på stedet.

Ukrudtsbrænder var årsagen

Det var en ukrudtsbrænder, som var årsagen til branden tidligere på dagen.

Her havde kirkepersonalet været i gang med at fjerne ukrudt på stedet, og i den forbindelse bredte branden sig til et skur på stedet, som senere bredte sig til præsteboligen, som altså udbrændte.

Der er ingen meldinger om tilskadekomne i forbindelse med branden.