Bekymrende trend: Børn ned til seks års alderen deler seksuelt indhold på internettet

Livet på sociale medier og diverse platforme på internettet har vist sit grimme ansigt gennem en bekymrende trend, hvor børn helt ned til seks års alderen deler seksuelt indhold af dem selv.

Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse, hvor de varsler om denne farlige tendens på internettet.

Den Nationale enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er nemlig stødt på flere sager i den sidste tid, der involverer børn helt ned til seks års alderen. I disse sager har børnene frivilligt og på egen hånd lavet seksuelle videoer med dem selv og uploadet dem til platforme som Youtube, Instagram og TikTok.

Ifølge politikommissær Flemming Kjærside fra NSK er det ikke kun et dansk fænomen, men noget der også er observeret i andre lande. Dog er det en meget farlig tendens, da børnene ofte ikke ved, hvilke uoverskuelige konsekvenser disse videoer kan medføre. Efter videoerne bliver offentliggjort, er der nemlig risiko for at barnet bliver udsat for afpresning af voksne, som vil have børnene til at producere flere videoer.

”Det er helt normalt at børn udforsker deres egen seksualitet og leger sexlege, men det bliver lidt farligt, når legen ender på internettet, hvor alle andre kan følge med,” siger Flemming Kjærside.

Opfordring til forældre

Politiet oplyser ligeledes, at disse videoer ofte afspejler ting, som børnene har set på pornohjemmesider.

“Noget af det vi har set, kan barnet ikke selv have fundet på, og vi har en teori om, at børnene i nogle tilfælde blot kopierer noget, de har set på pornosider. I en af optagelserne taler børnene direkte til kameraet om, hvad der skal foregå, og i en anden optagelse advarer tre mindreårige drenge om, at ’denne video kun er for voksne over 18 år’. Det er en meget bekymrende udvikling, som forældrene skal være med til at stoppe,” udtaler Flemming Kjærside.

Mens det er vigtigt, at forældre træder ind og forsøger at forhindre dette, er det også vigtigt, at de undgår at skælde ud. Det mener Rasmus Kjeldahl, der er direktør i Børns Vilkår.

“Forebyggelse starter i hjemmet med en tryg dialog om indhold og risici på nettet. Hvis forældrene skælder ud frem for at være nysgerrige, øger det risikoen for, at børnene ikke beder om hjælp, når de har brug for det,” siger han.

Udover at starte en tryg dialog med sine børn om deres adfærd på internettet, mener psykolog ved Red Barnet, Ane Lemche, at det er vigtigt, at følge med i børnenes digitale liv og begrænse adgangen til seksuelt indhold.

”Det er desværre ikke ukendt for os i Red Barnet, at børn ned til 6-års alderen manipuleres til at lave den slags videoer, men derfor er det alligevel skræmmende og alarmerende. Børn i den alder bør ikke have adgang til at lægge videoer op på sociale platforme eller kunne kontaktes af folk, de ikke kender. Så små børn er slet ikke gamle nok til at overskue konsekvenserne af deres handlinger. Derfor anbefaler vi, at forældre har styr sikkerhedsindstillingerne på deres telefoner og tablets og følger med i deres børns digitale liv.”

Red Barnet giver derfor følgende råd til forældre:

  • Hvis dit barn låner din Ipad, som du bruger til at se voksenindhold på, så slet din browserhistorik. På den måde undgår du, at dit barn falder over uhensigtsmæssige sider. Husk også at du kan indstille browsere og nogle videotjenester til kun at vise beskyttet indhold.
  • Sørg for, at sikkerhedsindstillingerne på alle spil og apps, som barnet bruger, er slået korrekt til.
  • Tal med dit barn om, hvad man bruger en mobiltelefon eller Ipad til, og hold øje med, hvordan dit barn bruger den.
  • Undlad at lade dit barn bruge TikTok, før det er gammelt nok, til at bruge appen. Hvis barnet vil se sjove videoer, så se dem sammen med dit barn.
  • Husk at det ikke er dit barns skyld, hvis noget bliver ubehageligt. Små børn kan ikke regulere deres handlinger online.
Arkivfoto.