Bekræfter: 25-årig dansker dræbt i ulykke

Udenrigsministeriet bekræfter nu, at en 25-årig dansker er død i en alvorlig trafikulykke på Malta

Flere medier beskrev lørdag, at en 25-årig dansk mand var død i en færdselsulykke ved en tunnel i byen St. Julians på det centrale Malta omkring klokken 02.20 natten til lørdag.

Nu bekræfter danske myndigheder historien.

‘Udenrigsministeriet kan bekræfte, at en dansk statsborger er afgået ved døden på Malta, og at de pårørende er underrettet. Udenrigsministeriet yder konsulær bistand,’ skriver ministeriet i et skriftligt svar til B.T..

Myndighederne kan dog ikke komme nærmere ind på sagen på grund af tavshedspligt i personsager.

SE OGSÅ: TO UNGE DRÆBT I ULYKKE

Den 25-årige dansker skal være blevet ramt af en Honda personbil, som var ført af en 44-årig mand fra byen Mosta.

Danskeren blev angiveligt ramt, da han var fodgænger og er blevet erklæret død på stedet.

Billeder fra stedet viser, at personbilen har store skader i fronten efter påkørslen.

Sagen efterforskes nu af det lokale politi.