Inden længe ventes politiet at nedlægge et foreløbigt forbud mod rockergruppen Bandidos.
Inden længe ventes politiet at nedlægge et foreløbigt forbud mod rockergruppen Bandidos.
Men et forbud er ikke noget, som kommer til at have en effekt, lyder det fra Bandidos’ præsident i et interview med DR-programmet 21 Søndag.
(Artiklen fortsætter efter billedet)
– Vi har været her i 31 år, og folk ved udmærket godt, hvem vi er, om vi har veste på eller ej, siger Michael Rosenvold, der er også er kendt som Kokken, og er præsident for Bandidos i Europa.
– For mig virker det lidt som, da man i skolen blev taget i at ryge i skolegården. Så finder man et andet sted at ryge. Politikere de kommer og går, men broderskabet, det går ingen steder, siger han til mediet.
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) betegner Bandidos som landets “mest voldsparate bandegruppering”. Alligevel fastholder Michael Rosenvold, at Bandidos først og fremmest er en motorcykelklub.
Adspurgt om, hvorfor politiet kalder Bandidos for den mest voldsparate bande, lyder det:
– Det må du spørge politiet om. Men i bund og grund drejer det sig ikke om at være voldsparat. Det drejer sig om at køre motorcykel og være en god kammerat.
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) oplyste i april, at han vil have rockergruppen opløst.
Politiet ventes inden længe at nedlægge et foreløbigt forbud mod Bandidos. Herefter vil det være op til domstolene, om gruppen kan opløses.
Søndag har flere Bandidos-folk været på gaden til en demonstration arrangeret af Bikerfonden. Her var budskabet blandt andet, at de er imod lukning og ulovliggørelse af klubber og deres tilholdssteder.
Det kommer ikke bag på justitsministeren, at rockerne ser negativt på et muligt forbud.
Det siger han søndag i en skriftlig kommentar til Ritzau.
– Det kommer ikke ligefrem som nogen overraskelse, at en bande ikke tager imod et eventuelt forbud med åbne arme.
– Og når der samtidig er demonstrationer i dag, er det for mig at se et tegn på, at indsatsen mod rocker- og bandegrupperinger i den grad kan mærkes i det kriminelle miljø, siger Peter Hummelgaard.
Han fastholder desuden, at forbuddet vil have en effekt.
Han henviser blandt andet til, at politiet vurderer, at et forbud kan mindske synligheden af en bande.
Det kan gøre det sværere for gruppen at rekruttere nye medlemmer, lyder det fra ministeren.
Der har været demonstration på Rådhuspladsen i både København og Aarhus. Begge demonstrationer er forløbet fredeligt, lyder meldingen fra politikredsene.