Bagmand tilstår: Dirigerede narkokurer fra fængslet

Under afsoning af en narkodom lykkedes det en i dag 27-årig mand at blive hovedmand i en ny sag om kilovis af hård narkotika. Det har han mandag erkendt i Retten i Aalborg, der har udmålt en straf til ham på 12 års fængsel.

Det oplyser specialanklager Kim Kristensen fra Nordjyllands Politi til Ritzau.

27-årige Janus Bundgaard er dømt for blandt andet at have instrueret en anden mand i at køre til Holland for at hente 12 kilo kokain. Sagen omhandler også 40 kilo amfetamin.

Manden har modtaget dommen.

Narkokureren, som blev taget ved den dansk-tyske grænse med kokain i bilen, tilstod tidligere på sommeren sin rolle og blev ligeledes idømt 12 års fængsel.

Kurerens bror har også aflagt tilståelse i sagen tidligere i år. Han opbevarede 68 kilo amfetamin og under et kilo kokain, oplyser specialanklageren. For det blev han idømt ni års fængsel.

Endnu tre personer er sigtet og sidder varetægtsfængslet i forbindelse med narkosagen.

I en anden alvorlig sag, er flere røde og gule brandkøretøjer rykket ud til Københavns Lufthavn. Både Tårnby Brandvæsen og lufthavnens egne køretøjer er ankommet til indgangen.