Lørdag aften var der hårdtslående action i en pakket Brøndby Hallen, hvor der blev afholdt Unite Championship. En ny organisation for kampsportselskere, hvor de både kan opleve kickboxing, Muay Thai og MMA under samme banner.
Mange fightere og flere klubber var repræsenteret fra flere europæiske lande og i hele Danmark. Men én klub lyste mere end andre på både fightcard’et og gennem hele aftenen var det også Mikenta, der stod tilbage med flest sejre.
Mehmet Akin forlod buret med en medalje om halsen, Mikkel Lund som den nye MTGP Champ og Johannes Bakke sluttede festen af med det splinternye Unite-bælte om livet.
Publikum var underholdt gennem hele aftenen, hvor der blev budt på submissions, knockouts og kampe, der gik alle runderne ud, fordi de var så tætte, at man skal være glad for at man mødte op som fan og ikke som dommer, som skulle beslutte, hvem af kæmperne, der gik hjem med en sejr.