Boligområder i Ishøj, Slagelse, Sønderborg og Aarhus er ikke længere at finde på liste over parallelsamfund.
Antallet af parallelsamfund på regeringens årlige liste falder fra 12 til 8.
Det oplyser Social- og Boligministeriet søndag i en pressemeddelelse.
Ingen nye boligområder er kommet på listen, som tidligere gik under navnet ghettolisten.
– Selv om vi ikke er i mål endnu, så slår de nye opgørelser klokkeklart fast, at indsatserne virker. Det viser sig også i det, jeg synes er den bedste nyhed i år – nemlig at der ikke er kommet nye områder på listerne, siger social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) i pressemeddelelsen.
Fire boligområder er udgået af listen.
De områder, som man ikke længere kan finde på listen er Vejleåparken i Ishøj Kommune, Motalavej i Slagelse Kommune, Nørager/Søstjernevej i Sønderborg og Skovgårdsparken i Aarhus.
For at lande på listen skal et boligområde opfylde mindst to af fire kriterier. Desuden skal der bo mindst 1000 indbyggere i området.
I alle fire områders tilfælde gælder det, at de ikke har mere end 40 procent af deres beboere, som står uden for arbejdsmarked eller uddannelse.
Desuden ligger gennemsnitsindkomsten for indbyggerne på over 55 procent af gennemsnittet i regionen.
Dermed er der to af kriterierne, som ikke længere kan sætte nogen af af de fire boligområder på listen.
De sidste to kriterier på listen handler om antallet af dømte og antallet af beboere, som kun har en grundskoleuddannelse. Her er der også flere af boligområderne, som nu ligger under et eller begge af de to kriterier.
Samtidig med listen over parallelsamfund udgiver ministeriet også listen over udsatte boligområder. Her er der sket et fald fra 19 til 12 områder, lyder det.
Heller ikke her er der nye navne på listen.
Også hos BL – Danmarks Almene Boliger – glæder man sig over den nye liste. Administrerende direktør, Bent Madsen, siger i en pressemeddelelse, at det skyldes en indsats fra flere aktører på området.
– Det skyldes ikke skrivebords- og listeøvelser men en stærk indsats ude i virkeligheden. Fritidsjob, beskæftigelsesindsats, lektiehjælp og meget andet, siger han.
Den første parallelsamfundsliste blev præsenteret i 2010.
Her var det en række ministre fra Venstre og Konservative i Anders Fogh Rasmussens (V) regering, der præsenterede den første politiske ghettopakke, der fik navnet “Ghettoen tilbage til samfundet”.
Listerne over boligområderne kommer hvert år den 1. december.