En tidligere mandlig pædagog på en institution i Holbæk er blevet tiltalt for voldtægt og overgreb på flere mindreårige børn
De to børn på den integrerede institution i Holbæk var ti måneder gammel og lidt over tre år, da de ifølge et anklageskrift, som TV 2 Øst har fået aktindsigt i, blev udsat for det, som anklagemyndigheden beskriver som voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje af den mandlige pædagog.
Juridisk kategoriseres det som voldtægt, fordi børnene er under 12 år gammel.
Voldtægterne skete ifølge anklagemyndigheden i en periode fra 11. november 2022 til 2. august 2023.
“Der er tale om en alvorlig sag,” siger John Catre Nielsen, der er specialanklager hos anklagemyndigheden ved Midt- og Vestsjællands Politi, til TV 2 Øst.
Ud over voldtægterne af de små børn er samme pædagog også tiltalt for blufærdighedskrænkelse af to andre børn, der er mellem to og tre år gamle.
SE OGSÅ: MULIG SPRITBILIST: ÆLDRE FODGÆNGER DRÆBT I TRAFIKKEN
De første mistanker om overgreb begået af pædagogen blev anmeldt til Midt- og Vestsjællands Politi allerede i november 2022.
Men det var først i august 2023, at politiet havde nok beviser til at kunne anholde manden.
“Vi efterforskede sagen, men der var ikke beviser til at rejse en sag mod den pågældende. I august i år kom der på ny anmeldelse mod den samme person,” siger politikommissær Rasmus Brink-Frendrup til TV2 ØST.
Manden har siden sin anholdelse i august været varetægtsfængslet.
Forældrene i den pågældende institution er tilbudt krisehjælp.