Anholdt: Spritbilist drak øl for næsen af politiet

En mandlig bilist blev mandag eftermiddag standset af politiet, da han drak øl, mens han kørte bil.

Det skriver Nordjyllands Politi i deres døgnrapport.

Det skete på Brogade i Sebbersund, der er en landsby i Aalborg Kommune.

Den politibil, som spritbilisten kørte forbi, var retfærdigvis en civil politibil.

Politibetjenten, der kørte politibilen, bemærkede, at bilisten i den anden bil drak øl. Derfor kørte politibetjenten efter bilisten og standsede ham i krydset mellem Brogade og Engvej. 

Manden blev alkometertestet, og testen viste en promille på 1,08 – et kvarter senere var promillen 0,86. Den maksimalt tilladte promille for bilkørsel er 0,5.

Derfor blev manden sigtet for spirituskørsel og anholdt for at få taget en blodprøve på Aalborg Sygehus.

Korte videoer