Amira Smajic fortjener en Cavling for sit journalistiske arbejde i “Den sorte svane”, mener filmproducent.
Amira Smajic, der var TV 2’s muldvarp i dokumentaren “Den sorte svane”, er blevet indstillet til Danmarks mest prestigefyldte journalistpris, Cavlingprisen, af filmproducenten Meta Louise Foldager.
Det skriver Berlingske.
– Amira Smajic har udvist et større mod, end jeg nogensinde har set et medlem af den danske journaliststand gøre. Uden hende havde TV 2 intet, siger filmproducenten til mediet.
I maj var dokumentaren “Den sorte svane” med til at afsløre, hvordan advokater og erhvervsfolk samarbejder med rockere og bandekriminelle om at begå kriminalitet.
Det foregik med hjælp fra erhvervsjuristen og muldvarpen Amira Smajic, der selv i mange år har hjulpet kriminelle med at gøre lyssky forretninger.
Amira Smajic afbrød samarbejdet med TV 2 i november 2023, da redaktionen bag programmet opdagede, at hun stadig var involveret i kriminalitet.
Siden er hun i august blevet idømt tre måneders fængsel – heraf én måned ubetinget – for dokumentfalsk. Dommen har hun anket til landsretten.
Amira Smajic er derudover tiltalt for ti forhold om bedrageri, dokumentfalsk og tyveri.
Sagen skulle have været for Retten i Odense i september, men sagen blev udsat, da hun meldte sig syg.
Ifølge Meta Louise Foldager er det Amira Smajic, der laver alt det journalistiske arbejde, mens TV 2 har gjort et godt stykke arbejde med at facilitere rammerne, fortæller hun til Berlingske.
Filmproducenten mener, at Amira Smajic godt kan modtage en Cavling, selv om hun er dømt for kriminalitet.
Meta Louise Foldager fortæller til Berlingske, at et hemmeligt møde mellem erhvervsjuristen og National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) tyder på, at der har været et samarbejde.