Der er lige nu gang i en større politiaktion, hvor betjente bevæbnet med automatvåben render rundt på åben gade. I den forbindelse har politiet en opfordring til borgere i nærheden
Midt- og Vestsjællands Politi er lørdag aften talstærkt til stede omkring Rabalderstræde i Roskilde, hvor to ambulancer holder standby, og et indtrængningshold bevæbnet med automatvåben gør sig klar til at rykke ind i en lejlighed.
I den forbindelse er politikredsen nu ude med en opfordring til borgere i nærheden af aktionen.
‘Der er adskillige borgere, der står og kigger på politiets arbejde. Vi vil gerne opfordre alle til at gå fra stedet for at give de implicerede parter arbejdsro. På forhånd tak,’ lyder det i en besked fra vagtchefen.
(Artiklen fortsætter under billedet)
SE OGSÅ: TO UNGE DRÆBT I FÆRDSELSULYKKE
Politiet oplyser til B.T., at der er tale om en anholdelsesaktion af en mand, der nægter at samarbejde med politiet, og som desuden har truet en tredjepart på livet.
Politiaktionen har omkring klokken 18.30 været i gang i halvanden time, men det har endnu ikke ført til en konklusion.
“Vi forsøger os med dialogens vej, i stedet for at tage folk med magt,” siger vagtchef Mikael Rahm til B.T..
Den pågældende borger, der er fremsat trusler mod, er på nuværende tidspunkt ikke i fare. Det er borgere i nærområdet umiddelbart heller ikke.
Ud over politiet er også mindst to ambulancer til stede ved adressen. De holder standby, hvis situationen udvikler sig voldeligt.
OPDATERING:
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser klokken 20.35, at man nu har foretaget en anholdelse af manden.
‘Der forventes ikke yderligere anholdelser,’ lyder det endvidere.
Ingen er meldt tilskadekomne.