Amatørfotograf udsat for voldsomt overfaldsrøveri

Foto: Illustrationsfoto / Presse-fotos.dk

En amatørfotograf blev udsat for et voldsomt overfaldsrøveri af to gerningsmænd, da han var ude for at tage billeder i naturen

Da en 48-årig amatørfotograf lørdag aften var ude for at tage billeder på et udsigtspunkt på Pikkerbakken i Frederikshavn, blev han pludselig opsøgt af to fremmede mænd.

De slog ham først i tindingen, skubbede ham omkuld og sparkede ham flere gange, mens han lå ned.

“Vi fik anmeldelsen klokken 20.39 lørdag aften. En 48-årig mand fortalte, at han havde stået på Pikkerbakken og taget billeder. To yngre mænd var kommet hen til udsigtspunktet, og de havde spurgt om de måtte se de billeder, som anmelder havde taget. Fotografen tog derfor kameraet af sit stativ og viste sine billeder,” forklarer politikommissær Peter Skovbak, lokalpolitiet i Frederikshavn til mediet Nordjyske.

Udover volden røvede de to gerningsmænd også amatørfotografen for udstyr til omkring 40.000 kroner.

Efter overfaldet har en hundepatrulje afsøgt området, men politiet står i det store hele uden mange spor.

Fotografen Kristian Tornby har efter overfaldet lagt dette billede op i et Facebook-opslag

SE OGSÅ: STOPPET AF POLITIET: SÅDAN KØRTE BILIST RUNDT PÅ DE DANSKE VEJE

Amatørfotografen, der blev overfaldet, er Kristian Tornby, og han har i et Facebook-opslag skrevet et signalement på de to røvere, mens Nordjyllands Politi har suppleret.

  • 20-25 år gamle
  • Cirka 185 centimeter høje
  • Gerningsmand A almindelig af bygning med mørkt hår
  • Gerningsmand B lidt kraftigere med mørkt hår
  • Begge beskrives som mellemøstlige af udseende

“Det var en barsk omgang, som jeg vist ikke helt har forstået endnu! Jeg har gennem mange år og timer talt med nysgerrige mennesker, som vil tale og se fotos, når jeg er ude, både når der er lyst og mørkt, og jeg har altid taget mig tiden til en snak,” skriver Kristian Tornby i opslaget, der er blevet delt mere end 1.000 gange.

Hvis du har oplysninger i sagen, bedes du kontakte Nordjyllands Politi på telefon 1-1-4.