Mindst fire ambulancer og en lang række andre udrykningskøretøjer er netop nu til stede på en hovedvej i Gundsømagle, hvor to biler har været involveret i et alvorligt uheld
Fredag eftermiddag omkring klokken 15.00 er Frederiksborgvej i Gundsømagle tæt ved Jyllinge spærret for al trafik efter et voldsomt færdselsuheld.
’To personbiler er involveret. Frederiksborgvej spærret for al trafik ved Stormarksvej/Frederiksborgvej og Jyllinge Parkvej/Frederiksborgvej,’ oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Mindst en af personbilerne er som følge af uheldet endt på hovedet ned ad en skråning i grøften af vejen, hvor den ligger nu.
Derudover deltager mindst ni udrykningskøretøjer ved færdselsuheldet herunder mindst fire ambulancer.
Man har brugt en bus til at spærre vejbanen af.
I skrivende stund har politiet ikke en tidshorisont for, hvornår man åbner vejen op igen. Derfor anbefaler de, at man finder en alternativ rute.
SE OGSÅ: POLITIET REJSER TILTALE: DU KVALTE DIN 24-ÅRIGE KÆRESTE – OG SMED LIGET I VANDET!
Presse-fotos.dk forsøger at få en uddybende kommentar fra Midt- og Vestsjællands Politi for at blive klogere på de nærmere omstændigheder.
OPDATERING KLOKKEN 15.35:
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at i alt tre personer er kørt på hospitalet som følge af uheldet.
“Vi tror, at der er sket det, at to biler er kommet kørende i den samme retning, hvor den ene bil har ramt den anden – og en af dem er så endt i grøften på hovedet,” siger vagtchefen fra Midt og Vestsjællands Politi til Presse-fotos.dk og tilføjer:
“Der sidder to personer i den bil, der er endt på hovedet, og de har været teknisk fastklemte. Begge personerne er nu ude af bilerne og kørt til Køge Sygehus – en af dem med politieskorte,” fortæller vagtchefen, der samtidig oplyser, at der var en person i den bil, som ikke røg i grøften, og at vedkommende også er kørt på hospitalet med mindre skader.
Når en person er teknisk fastklemt i en bil, betyder det, at vedkommende ikke kan komme ud af egen hjælp. I dette tilfælde har brandvæsenet skåret personerne ud med deres værktøj.
Vagtchefen hos Midt- og Vestsjællands Politi kender ikke den eksakte tilstand på de to personer, der er kørt på Køge Sygehus, men den er alvorlig.
OPDATERING KLOKKEN 17.18
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at det er en 37-årig kvinde og en 12-årig dreng, der er blevet kørt på Køge Sygehus og altså de to, der sad i den bil, der rullede om på hovedet.
De er begge ved bevidsthed.
I den anden bil sad en 63-årig mand, der er blevet kørt på Holbæk Sygehus med lettere skader.
Frederiksborgvej er stadig spærret af i cirka en halv time endnu omkring ulykkesstedet.