En dreng fra 2. klasse blev fredag bragt på hospitalet efter en ulykke i frikvarteret på hans skoles legeplads. Ulykken har nu kostet drengen dele af den ene finger
En dreng, der går i 2. klasse på Løgstør Skole i Løgstør, kom fredag formiddag ud for en voldsom ulykke på legepladsen, da han under en leg stak fingeren ind i et hul i en metalbom, mens hans venner drejede bommen.
Det resulteret i, at drengen fik klippet det yderste led af sin finger af, fortæller skoleleder Klaus Toft til Nordjyske.
Kort efter ulykken ankom en ambulance til skolen, som bragte drengen på hospitalet.
Det er endnu uklart, hvor meget af fingeren, drengen ender med at miste.
”Vores viceskoleleder har været i kontakt med forældrene til drengen. Han har det efter omstændighederne okay, men er på sygehuset, hvor han bliver behandlet,” fortæller Klaus Toft til Nordjyske.
SE OGSÅ: HERLEV KEBAB OG PIZZA UDDELER GRATIS MAD TIL HJEMLØSE FREM TIL 24. DECEMBER
Skolen førte årligt tilsyn i torsdags
Kort efter ulykken blev bommen fjernet.
Skolen oplyser, at man torsdag havde lavet det årlige tilsyn af legepladsen, hvor der ikke havde været nogle bemærkninger.
Man vil nu i den kommende uge forsøge at gøre sig klogere på, hvordan ulykken kunne ske.
Der går i alt 373 elever på Løgstør Skole.