Alle film pludselig standset: Biograf serverer giftige popcorn for gæster

Søndag eftermiddag blev alle forestillinger pludselig stoppet, da det viste sig, at der var blevet serveret giftige popcorn for gæsterne

Biograften MovieHouse i Hellerup måtte her til eftermiddag standse alle film, da der var solgt popcorn med rengøringsmiddel.

Fejlen skete, da en medarbejder havde taget fejl af salt og et rengøringsprodukt, der ikke var stillet på den rigtige hylde.

Det bekræfter direktøren i biografen, Jacob Elkær-Hansen, over for TV 2 Kosmopol.

“Det er virkelig et beklageligt uheld og vi er kede af, at det kunne ske. Vi beklager over for vores gæster,” siger han til mediet.

Da personalet blev opmærksom på fejlen, blev der straks taget kontakt til giftlinjen, og biografgængerne blev orienteret om fejlen.

Jacob Elkær-Hansen oplyser, at ingen personer har meldt tilbage om nogle alvorlige skader.

En gæst fortæller til TV 2 Kosmopol, at flere i salen havde bemærket, at popcornene smagte underligt, men at ingen blev dårlige.

Filmene er startet med at køre igen.