Alarmopkald fra panisk mand: Min ven drukner

Arkivfoto

Stor drama er lørdag opstået i Nordjylland, da en mand frygtede, at hans ven var i færd med at drukne. Derfor rykkede politiet og Forsvaret resolut ud

Lørdag eftermiddag trykkede Nordjyllands Politi og redningsmandskabet på den helt store knap, da en 46-årig mand ringede ind og fortalte, at han var nervøs for, at hans 49-årige kammerat var ved at drukne.

Kort forinden havde sidstnævnte udfordret sig selv ved at ville svømme på tværs over en af de største søer i Nordjylland – nemlig Glenstrup Sø lige syd for Hobro.

Da det var en tur på omkring en kilometer, havde kammeraterne aftalt, at den 46-årige mand fulgte ham i løbet af svømmeturen i en følgebåd.

Det skriver Nordjyske, der har været i kontakt med Nordjyllands Politi.

Et langt stykke ude i søen kom der dog pludselig noget i skruen på båden, så den 46-årige mand ikke kunne sejle videre.

Han forsøgte at få båden i gang igen, men da han pludselig kiggede efter sin 49-årige ven, kunne han ikke finde ham længere.

Han troede derfor, at sin ven var ved at drukne og alarmerede straks Nordjyllands Politi.

SE OGSÅ: BIL LANDER PÅ TAGET I ULYKKE VED BOLIGKVARTER

Alarmopkaldet indløb lørdag klokken 15.17 og kort efter var to patruljer, en indsatsleder og en af Forsvarets redningshelikoptere til stede ved søen.

“Og efter lidt tid fik mandskabet i helikopteren lokaliseret svømmeren på den nordlige side af søen, hvor han var på vej op af vandet. Umiddelbart er der ikke noget, der tyder på, at han har været i fare, og parterne har det godt. Manden i båden reagerede simpelthen, fordi han pludselig ikke kunne se svømmeren, så måske har de ikke helt haft kommunikationsvejene på plads,” siger vagtchef Karsten Højrup Kristensen fra Nordjyllands Politi til Nordjyske.

Til trods for alt dramaet, ende episoden heldigvis godt.