Afvist, da han ville betale sodavand med kørekort: Kradsede ekspedient i ansigtet

Klokken 06:49 søndag morgen anmeldte en medarbejder i en butik på Banegårdspladsen i Aarhus C, at en kunde havde slået ham i ansigtet.

Det oplyser Østjyllands Politi i deres døgnrapport.

Kunden, som havde slået butiksmedarbejderen i ansigtet, blev holdt tilbage af nogle vagter, oplyste anmelderen.

Da betjentene nåede frem på stedet, kunne de overtage for vagterne. Der var tale om en tydeligt beruset 24-årig mand, som havde kradset og slået den ene medarbejder, som nu havde en mindre flænge i ansigtet.

Ifølge medarbejderen havde den 24-årige forsøgt at betale en sodavand med sit kørekort og var begyndt at gå ud af butikken med den ubetalte sodavand i hånden.

Det havde fået butiksmedarbejderen til at standse ham på vej ud, hvorefter den 24-årige havde afleveret sodavanden tilbage.

Pludselig var han dog blevet aggressiv og havde slået medarbejderen i ansigtet.

Den 24-årige blev anholdt og sigtet for vold.