Ældre mand hastet på hospitalet efter påkørsel

En ældre mand er fredag eftermiddag blevet kørt ned i et kryds i Bagsværd. Han er nu blevet kørt på hospitalet i en ambulance med udrykning

Københavns Vestegns Politi er sammen med brandvæsenet netop hastet ud til krydset mellem Tordisvej og Bagsværd Hovedgade i Bagsværd, hvor der er indløbet en anmeldelse om et færdselsuheld.

Folk på stedet oplyser til Presse-fotos.dks udsendte, at der er tale om en personpåkørsel.

“Vidner fortæller, at det er en personbil, der har kørt ind i en ældre mand. Han skal være kørt i en ambulance med udrykning til hospitalet,” fortæller vores udsendte.

Billeder fra stedet viser, at den pågældende personbil har fået en smadret rude under påkørslen.

Den ældre mands tilstand er på nuværende tidspunkt ukendt.

Presse-fotos.dk har af flere omgange forsøgt at få en kommentar fra Københavns Vestegns Politi for at blive klogere på de nærmere omstændigheder – herunder hvor slemt den ældre mand er kommet til skade. Politikredsen har dog ikke besvaret redaktionens henvendelser.

Anmeldelsen om uheldet indløb klokken 15.49.

Presse-fotos.dk følger sagen …

SE OGSÅ: POLITIET SØGER HJÆLP: MAND KRÆNKEDE PIGE I BØRNEHAVE