Ældre mand blev påkørt af bekendt – kort efter var han erklæret død

Lørdag aften blev Midt -og Vestjyllands Politi kaldt ud til en melding om, at der var sket et færdselsuheld på Meldgårdsvej i Holstebro. Da politiet ankom kunne de se, at der var sket en påkørsel på stedet, hvor en ældre herre var blevet påkørt – af den bil han netop var steget ud af.

Det skriver Dagbladet Holstebro og Struer.

Vagtchefen hos Midt -og Vestjyllands Politi fortæller til mediet, at der er tale om to ældre herrer, der kom kørende sammen i en bil. Den ene mand, der var 75 år, steg ud af bilen, hvorefter chaufføren af bilen påkørte ham i en sådan grad, at manden senere på aftenen afgik ved døden.

Der er dog intet der tyder på, at det var en forsætteligt påkørsel.

“Han pådrog sig et alvorligt traume og døde kort tid efter”, forklarer vagtchefen og fortæller, at der stadig er nogle detaljer, der ikke er klarlagt, skriver dagbladet.