En ældre kvinde kunne se, da en gerningsmand hoppede ud af et andet køretøj og løb hen og smaredede samtlige ruder på hendes egen bil
En dramatisk hændelse foregik natten til tirsdag i Trillegården i det vestlige Aarhus, hvor en personbil blev udsat for groft hærværk.
På Facebook er personbilens ejermand taget til tasterne – og det viser sig at være en ældre kvinde, som så hærværket mod sin bil foregå.
“Ruderne på min bil er lige blevet smadret, men jeg kunne se, hvem det var. Der holdt en stor firmabil ved siden af, hvor to andre ventede på gerningsmanden,” skriver den ældre kvinde, hvis navn Presse-fotos.dk har valgt at udelade.
På billeder fra stedet kan det ses, at alle personbilens ruder er blevet knust under hærværket.
(Artiklen fortsætter under billede)

Den ældre kvinde oplyser på Facebook, at hendes naboer er lykkedes med at tage gode videoer og fotos af gerningsmanden og flugtkøretøjet, som nu er blevet sendt til Østjyllands Politi.
“Jeg har fået ringet til politiet og af naboer fået en del gode bilelder,” skriver den ældre kvinde.
Ifølge vidner flygtede gerningsmanden og de ventende personer via Snogebæksvej.
Der er umiddelbart ikke noget kendt motiv til hærværket.
Hvis du har oplysninger i sagen, kan du med fordel kontakte Østjyllands Politi på telefon 1-1-4.



