Advokat dømt i voldtægtssag: Klienten frifundet

I det næste år må en erfaren straffesagsadvokat fra Viborg ikke beskæftige sig med sit hovedområde, straffesager. Det har Vestre Landsret besluttet tirsdag.

Samtidig er advokaten idømt 40 dages fængsel – en betinget dom, som i udgangspunktet ikke skal afsones – og han er dømt til at betale 10.000 kroner i godtgørelse til en kvinde, hvis blufærdighed er blevet krænket.

Det oplyser specialanklager Christina Schou fra Statsadvokaten i Viborg til Ritzau.

Sagen drejer sig om en video af seksuel karakter med en mand og en kvinde. I 2019 blev manden sigtet og siden tiltalt for voldtægt af kvinden. Videoen indgik som bevis.

LIGE NU LÆSER ANDRE: TYSKER SMIDT UD AF DANMARK: VOLDTOG 7-ÅRIG PIGE I ÅREVIS

I byretten blev manden dømt for voldtægt, og efterfølgende valgte advokaten at vise videoen under et møde med sin klient på advokatkontoret. Ved mødet deltog en ven til klienten, som fungerede som tolk.

Men ved at vise videoen, der måtte anses som fortrolig, misbrugte advokaten sin stilling. Og ikke nok med det. Han krænkede også kvindens blufærdighed.

Siden blev hans klient i landsretten frifundet i voldtægtssagen, men det ændrede ikke på, at advokaten brød loven ved at vise videoen.

I marts blev advokaten dømt ved Retten i Viborg. Han ankede dommen til Vestre Landsret og forlangte frifindelse. Statsadvokaten i Viborg ankede også og krævede straffen skærpet.

I Vestre Landsret har tre juridiske dommere og tre domsmænd bedømt sagen. De var enige om, at advokaten var skyldig, og flertallet var enige om straffen.

Landsrettens dom kan som udgangspunkt ikke ankes.