Lørdag byder på spredte byger. Det giver risiko for oversvømmelser i lavtliggende områder, skriver DMI
Efter de meget store mængder nedbør i Danmark fredag er vandstanden i vandløbene meget højere end normalt.
Derfor er der risiko for lokale oversvømmelser i lavtliggende områder og langs vandløb og søer.
Det skriver meteorolog ved DMI Martin Lindberg i en vejrkommentar.
Det er især ved Bygeholm Å, Vejle Å, Kolding Å, Seest Mølleå og Blå Å, der er risiko for oversvømmelser lørdag.
Lørdag byder på bedre vejr end fredag med nogen sol, men også perioder med drivende skyer og spredte byer. Det giver risikoen for oversvømmelser.
Fredag faldt der rekordmeget regn med cirka 145 millimeter målt på en målestation nær Esbjerg.
Også i store dele af Midtjylland faldt der mellem 50 og 80 millimeter regn fredag.
Når regnen falder som skybrud, falder der store mængder regn på kort tid. Og det giver problemer, fordi vandet ikke kan nå at sive ned.
Problemet er, at vandet derfor løber mod de lavtliggende områder i byer og skaber store oversvømmelser her.
Fredag var det særligt Esbjerg og Vejle, der blev hårdt ramt af oversvømmelser efter den voldsomme mængde nedbør.
Men også Kolding er i stor risiko på grund af Kolding Å.
I 2026 vil der derfor være fire kæmpestore såkaldte Archimedes-skruer, der skal flytte åvandet fra Kolding Å til Kolding Fjord, så byen kan slippe for voldsomme oversvømmelser ved skybrud, langvarig nedbør og høj vandstand i Kolding Å.
Lignende tiltag bliver der set på en lang række steder.
En lang række kommuner er nemlig udpeget til at være i risiko for oversvømmelser.
Det sker efter en større analyse og kortlægning af risikoen for oversvømmelser ved landets kyster. De tæller blandt andet kommuner langs hele Limfjorden, Mariager Fjord og Roskilde Fjord.
Det er også blandt andet Grenaa, Aarhus og Gråsten.