En 93-årig kvinde blev mandag formiddag udsat for et tasketyveri i Aarhus. Nu er politiet på jagt efter gerningsmanden
Østjyllands Politi fik mandag klokken 10.35 en anmeldelse om, at en 93-årig var blevet frastjålet sin taske på Finsensgade i det nordlige Aarhus.
Her var den ældre kvinde kommet gående på fortovet, da en mand kom hen og trak hendes hue ned over øjnene på hende, inden han tog hendes håndtaske og stak af fra stedet.
Manden løb hen og satte sig ind i en bil og kørte derfra.
I den ældre kvindes håndtaske lå der blandt andet hendes pung.
SE OGSÅ: LASTBILCHAUFFØR DRÆBT I ARBEJDSULYKKE
Ifølge Østjyllands Politi kunne den 93-årige ikke umiddelbart give et nærmere signalement af gerningsmanden, men politikredsen efterforsker nu sagen nærmere.
Hvis du har oplysninger, bedes du kontakte Østjyllands Politi på telefon 1-1-4.