8-årig dreng forsvundet: Nye oplysninger

En otteårig dreng er søndag eftermiddag forsvundet fra en cafe. I den forbindelse har politiet opstartet en eftersøgning, men nu er der nye oplysninger i sagen

Søndag klokken 18.20 efterlyste politiet en blot otteårig dreng offentligt med navn og billede, efter han omkring klokken 16.45 var forsvundet.

Drengen blev sidst set omkring Cafe Stranden i den vestjyske by Henne, der er placeret lige nord for Esbjerg.

Men nu har Syd- og Sønderjyllands Politi gode nyheder i sagen.

‘Drengen er for kort tid siden fundet i god behold af nogle strandgæster, der fulgte ham tilbage til caféen, hvor han er genforenet med familien. Tak for hjælpen,’ oplyser politiet på det sociale medie X.

Presse-fotos.dk har derfor fjernet hans billede og navn fra artiklen.

Drengen var otte år og fra Tyskland.

En større politikation er lige nu i gang et andet sted i Danmark, hvor en 25-årig mand netop er blevet skuddræbt.