79-årig mand omkommet efter eksplosionsagtig brand

En 79-årig mand er afgået ved døden, efter han mandag eftermiddag blev alvorligt forbrændt i forbindelse med reparation af en motor på en ejendom i Viborg.

Det skriver TV Midtvest.

Den 79-årige var ved at restaurere en bådmotor, da en gasflaske eksploderede og tændte ild på stedet.

Manden blev efterfølgende fløjet til brandsårsafdelingen på Rigshospitalet.

Umiddelbart lød meldingen mandag, at manden havde alvorlige skader, der dog ikke var livstruende. Senere blev mandens tilstand kritisk, og hans liv stod ikke til at redde.

Mandens pårørende er blevet underrettet om dødsfaldet.