27. nov. 2022 - 20:26

78-årig: Jeg lagde sømbrædder og pigtråd ved kalkgrav



Foto: Midt- og Vestsjællands Politi

En 78-årig mand har indrømmet, at han har lagt bl.a. sømbrædder og pigtråd ud ved kalkgraven i Karlstrup syd for København.

Manden skjulte sømbrædderne med blade, og foruden pigtråd har han også lagt wires og barrikader af stenbunkers ud ved kalkgraven.

Ingen er ganske vist kommet noget alvorligt til, men indtil flere cykler har fået punkteret dækkene, når de kørte rundt i området.

Flere borgere havde lagt mærke til den ældre herre, fordi han ofte råbte mountainbike-cyklister an, når de kørte i området, der er særdeles kuperet og dermed ideelt for terrængående cykler.

LÆS OGSÅ: Se billederne: Danmarks bedst skjulte fartfælde?

En medarbejder fra Naturstyrelsen kunne beskrive den 78-åriges køretøj, og den hjælp var, hvad Midt- og Vestsjællands Politi skulle bruge for at opklare sagen.

Den 78-årige bor på Vestegnen, og da politiet ransagede hans bolig, fandt de remedier, som manden havde brugt til at lave fælderne, som han havde anbragt ved kalkgraven.

Han erkendte over for politiet, at han havde lavet og anbragt fælderne ved kalkgraven.

Manden bliver sigtet for fareforvoldelse.

Midt- og Vestsjællands Politis Facebook-side siger de tak til de lokale borgere for hjælpen.

Foto: Midt- og Vestsjællands Politi