
En 63-årig mand er blevet anholdt for vold og trusler mod en 73-årig kvinde.
Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i deres døgnrapport.
Det var en 73-årig kvindelig cyklist fra Sakskøbing, som torsdag eftermiddag blev udsat for vold og trusler.
Hun cyklede bag en anden cyklist i Rådhusgade i Sakskøbing, da han pludselig standsede op og ud af det blå råbte en stribe skældsord efter den 73-årige.
Hun ville have en forklaring, men manden sparkede ud efter hende og ramte hende i skridtet og tog en skruetrækker frem, som han truede med at stikke hende ned med.
Den 73-årige anmeldte truslerne på politistationen i Sakskøbing, og kort efter fandt politiet frem til en 63-årig mand fra Nakskov, som blev anholdt klokken 16.20 og sigtet for vold og trusler.
Han blev afhørt og løsladt igen klokken 17.10.