59-årig mand voldtog samlever og tæskede børnene

Arkivfoto

En 59-årig mand er dømt skyldig i at have begået omfattende overgreb mod sin samlever herunder voldtægt og i at have mishandlet hende og deres fælles børn

En 59-årig mand fra Brøndby Strand er netop blevet idømt seks års fængsel ved Retten i Glostrup.

Manden er kendt skyldig i over en længere periode at have voldtaget sin kvindelige samlever og udsat hende for andre seksuelle overgreb.

Samtidig er han også dømt for at have fået kvinden til at fraskrive sig forældremyndigheden til deres fælles børn ved at have snydt hende til at tro, at det var et helt andet dokument, hun skrev under på.

Slutteligt er den 59-årige mand også dømt for at have udsat sin samlever og deres fælles børn for årelang psykisk vold og anden mishandling.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

”Bevisførelsen har vist, at det er lykkedes for tiltalte at tegne et billede af sig selv som en kærlig familiefar over for omverdenen, samtidig med at han udsatte sin samlever og deres børn for meget alvorlige overgreb, når de var bag hjemmets fire vægge.”, siger specialanklager Henrik Uhl Pedersen.

SE OGSÅ: 48-ÅRIG DRÆBT I KØBENHAVN: MAND ANHOLDT I LUFTHAVNEN

Politiet blev opmærksom på sagen, da kvinden tilbage i december 2021 flygtede fra manden og ankom på et krisecenter.

Sagen har siden da været efterforsket af Københavns Vestegns Politi og i fredags faldt der så endelig dom.

”Det er i høj grad kvindens fortjeneste at sagen endte med dom. Hende og hendes børns samarbejde med politiet har været afgørende for, at sagen kunne opklares”, siger Henrik Uhl Pedersen.

Den 59-årige mand ankede dommen, så den nu skal for en dommer ved Østre Landsret.