30. nov. 2021 - 16:53

55-årig fandt naboens kat liggende i sin seng: Mis Mis blev holdt fanget i syv timer og nedsænket i koldt vand



Det her er mårfælden, som den 55-årige brugte til at fange naboens kat Mis Mis.

De fleste kender nok til, at nabolagets katte kan komme på uanmeldt besøg. Men det er ikke alle, som synes, at det er lige hyggeligt.

Det gjorde en 55-årig mand fra en sydlig forstad til Odense i hvert fald ikke.

Manden blev tirsdag dømt 40 dages betinget fængsel ved Retten i Odense for dyremishandling.

I maj 2020 havde den 55-årige flere gange besøg af naboens kat, Mis Mis.

Først så den 55-årige naboens kat løbe rundt på mandens græsplæne. Men værre blev det, da Mis Mis to gange gik indenfor i hans hus.

Det der for alvor fik bægeret til at flyde over, var da den 55-årige fandt Mis Mis liggende i mandens seng.

Det førte til, at den 55-årige anskaffede sig en mårfælde, som han opsatte i sin have om aftenen den 26. maj 2020.

Da den 55-årige vågnede næste morgen og var på vej på arbejde, kunne han se, at Mis Mis ganske rigtigt var gået i fælden.

“Så sidder den så derinde og er trist ved tilværelsen. Og så tænker han, at nu skal den have en lærerstreg,” forklarer anklager ved Fyns Politi, Klaus Holten Kristensen, som har været anklager i sagen.

Mårfælden kan ifølge anklageren bedst beskrives et stålgitter med en lem.

“Og så får han en øje på en regnvandsdtønde, og den er næsten fyldt med vand, som han så sætter mårfælden og katten ned i.”

“Men i og med, at der er en lemfunktion i fælden, så kan katten lige akkurat sidde der og holde hovedet over vandet, mens resten af kroppen er under vandet.”

Herefter forsøger manden at sætte låget på tønden, men da fælden er for stor, lykkedes det ham ikke at lukke låget helt, før han tager på arbejde.

Senere på dagen hører to naboer på vejen noget, der lyder som “skrig fra et spædbarn” fra den 55-åriges hus. Derfor beslutter de sig for at banke på hos den 55-årige.

“Da der ikke er nogen, der åbner, vælger de så at gå ind i haven, hvorfra de kan høre lydene.”

“Her finder de så katten, som ikke har det godt og fisker den op af vandet,” siger Klaus Holten Kristensen.

Nogle timer senere har den 55-årige fået fri fra arbejde. Men da han nærmer sig sit hus, kan han se naboerne stå samlet foran hans hus. Her står kattens ejer også.

“Der opstår nogle uoverensstemmelser mellem naboerne og den 55-årige, som er kommet hjem fra arbejde. Og katteejeren stikker den 55-årige nogle flade, men det er ikke noget, som han bliver sigtet for.”

Dagen efter blev Mis Mis tilset af en dyrelæge, som heldigvis kunne konstatere, at katten havde det godt, selvom den var stresset ovenpå episoden.

Anklager ved Fyns Politi, Klaus Holten Kristensen oplyser, at vandet i regnvandstønden blev målt til 13 grader, og at katten nåede at være fanget i omkring syv timer hos den 55-årige.

Den 55-årige blev udover de 40 dages betinget fængsel, også idømt betinget frakendelse af retten til at have kæledyr.

Han modtog dommen.