54-årig mand dræbt i København

En 54-årig mand er blevet dræbt under et overfald på Dragør Fort søndag aften

Københavns Politi har igennem søndag aften været massivt til stede på Dragør Fort i København, hvor en 54-årig mand er blevet overfaldet.

Han er nu afgået ved døden, oplyser Københavns Politi.

De pårørende er underrettet.

Politiet arbejder fortsat på fortet, hvor man blandt andet laver tekniske undersøgelser.

Først på aftenen fortalte Københavns Politi, at man var massivt til stede i forbindelse med en ‘voldsom hændelse’. Senere blev det oplyst, at en person var blevet overfaldet, og nu er det altså meldt ud, at en 54-årig mand er død som følge deraf.

SE OGSÅ: KVINDE OG TO BØRN FUNDET DØDE

Presse-fotos.dks udsendte fortæller, at Beredskabsstyrelsen også er ankommet til fortet kort efter klokken 21.00.

OPDATERING:

Ifølge Københavns Politi var den døde 54-årige mand tilsyneladende ikke et tilfældigt offer.

“Det, vi kan sige på nuværende tidspunkt, er, at der ikke er noget, der tyder på, at det var et tilfældigt offer, der har været udsat for en forbrydelse,” siger politiinspektør Trine Møller til B.T..

Politiinspektøren kan dog ikke komme nærmere ind på, om drabet er rocker-/ eller banderelateret.

Man er endnu ikke klar til at fortælle, hvordan den 54-årige er blevet slået ihjel.

Der er endnu ingen anholdte i sagen.