23. sep. 2022 - 9:55

52-årige mor døde i tragisk ulykke: ‘Min kone var et fantastisk, hjertevarmt menneske’



52-årige Pia Hagedorn – Foto: HK

”Min kone var et fantastisk, hjertevarmt menneske, som ville gøre alt for andre. Det vil betyde meget for os, hvis du vil bringe mindet om hende videre”

52-årige Pia Hagedorn mistede på tragisk vis livet tirsdag eftermiddag, da hun på E-45-motorvejen mellem Hadsten og Sønder Borup var involveret i et færdselsuheld mellem to lastbiler og en personbil.

Pia var på vej ud til en opgave som tillidsrepræsentant for HK.

Den 52-årige mor til to hyldes nu flere steder for sit store hjerte. Det glæder hendes mand Jes og hendes to børn.

Hyldestordene kommer blandt andet fra Pias arbejdsplads HK.

’Vi har mistet et kompetent, vidende og empatisk menneske, som brændte for opgaverne i HK og ikke mindst for fællesskabet. Hun var altid nysgerrig på at forstå andre menneskers bevæggrunde,’ skriver HK i en række mindeord.

Ligesom Pias mand Jes, beskriver også HK hende som en kvinde, der havde et stort hjerte, som ville gøre alt for andre – et positivt menneske, der var engageret og gjorde hverdagen bedre for alle omkring sig.

’Pia vil i særdeleshed blive husket for sit store hjerte. Hun var enormt positiv, hjælpsom og omsorgsfuld over for de mennesker, der var omkring hende. Særligt de unge, der var i deres første job, havde hun en rigtig god relation til. Hun var en ekstra mor for eleverne og de unge på arbejdspladsen, tog sig af dem, og var der altid for dem,’ skriver HK.

Pia efterlader sig sin højtelskede familie – sin mand Jes, sin datter Amalie og sin søn Gustav.

Pia var afdelingsbestyrelsesmedlem i HK Østjylland og bestred derudover en lang række andre poster.

Æret være Pias minde.

Presse-fotos.dk har været i kontakt med Pia Hagedorns mand og to børn, der alle har godkendt, at vi bringer artiklen og billedet af deres kone og mor. Redaktionen har også været i kontakt med HK, der har sagt ja til, at vi må bringe mindeordene.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Flaget var efter ulykken på halvt ved HK Østjyllands hovedkvarter i Brabrand – Foto: HK

En person er sigtet i sagen

Ifølge Østjyllands Politi skete ulykken, da en lastbil kørte op i Pia Hagedorns bil, så den blev skubbet op i bagenden på en forankørende lastbil.

Efter ulykken blev den 52-årige mor kørt i en ambulance til traumecentret i Skejby med politieskorte, men afgik senere ved døden.

En 35-årig lastbilchauffør fra Aalborg er sigtet i sagen.