52-årig skyder sin kone og retter gevær mod stedsøn

Video fra kort efter skyderiet i Allingskovby

Landsret finder 52-årig mand skyldig i at have forsøgt at skyde ægtefælle og stedsøn med et haglgevær

Vestre Landsret har idømt en 52-årig mand otte års fængsel for drabsforsøg mod sin ægtefælle og stedsøn.

Det skriver landsretten i et resume af dommen på sin hjemmeside.

Den 21. marts 2022 affyrede han to skud med et haglgevær imod dem på en adresse i Allingskovby, som ligger nord for Silkeborg.

Retten i Viborg idømte Michael Reith Breschau syv års fængsel og mente i modsætning til landsretten ikke, at han havde forsøgt at dræbe sin stedsøn.

SE OGSÅ: NI KNIVSTIK I RYGGEN PÅ UNG MAND

Da han affyrede det første skud, havde ægtefællen fat i geværets løb. Hun blev ramt i armen, men stedsønnen blev ikke ramt.

Manden affyrede herefter endnu et skud mod haven.

Her blev ingen ramt, men stedsønnen havde her gemt sig under en terrasse.

Vestre Landsret har behandlet ankesagen som en nævningesag, og nævningerne var ikke enige om mandens skyld.

Seks nævninger og tre dommere vurderede, at det første skud var rettet mod stedsønnen.

De resterende tre nævninger mente ikke, at Michael Reith Breschau vidste, hvor stedsønnen var, da han affyrede skuddet.

I forbindelse med sagen i byretten forklarede den tiltalte ifølge Midtjyllands Avis, at det var længere tids problemer, der kulminerede ved episoden.

/ritzau/