52-årig mand bortførte sine børn for ni år siden: Nu er han bag tremmer i Danmark

En 52-årig mand, der torsdag blev anholdt og sigtet for at bortføre sine tre døtre, er nu varetægtsfængslet.

Det oplyser Martin Christensen, der er vagtchef ved Østjyllands Politi.

Fredag skrev politiet på Twitter, at manden var blevet anholdt dagens før.

Næsten et årti efter at faderen ifølge politiet bortførte sine tre børn til udlandet, er han blevet anholdt og sigtet i Danmark.

Sagen drejer sig om en 52-årig mand, som i 2014 forlod Danmark sammen med sine døtre.

Hans hensigt var ifølge politiet, at børnene sammen med deres far skulle opholde sig i en længere periode et sted i udlandet.

Manden havde imidlertid ikke ret til at tage børnene med sig, da deres mor havde den fulde forældremyndighed. Og hun var ikke indforstået med rejsen.

Den 52-årige mand blev anholdt, da han ankom til Danmark fra udlandet sammen med to af sine døtre. De er i dag 19 og 22 år.

Den tredje datter, der nu er 24 år, var ikke sammen med dem.

Han er sigtet for børnebortførelse.

Det er foreløbig uvist, hvor familien har opholdt sig siden 2014.