50-årig kvinde død: Politiet undersøger mistænkeligt forhold

Sydøstjyllands Politi modtog natten til tirsdag den 18. januar en anmeldelse om, at en 50-årig kvinde fra Horsens var fundet død på sin bopæl, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Sydøstjyllands Politi har været i området siden anmeldelsen. Men eftersom de foreløbige undersøgelser ikke umiddelbart har kunne fastlægge dødsårsag eller hændelsesforløbet omkring kvindens død, så vil dødsfaldet nu behandles som mistænkeligt.

Derfor har tekniske efterforskere, hundeførere og en retsmediciner været i gang med at foretage yderligere undersøgelser på og omkring findestedet.

Den 50-årige kvindes pårørende er blevet underrettet.

En obduktion af afdøde vil nu blive gennemført med henblik på at fastslå den endelige dødsårsag.

Sydøstjyllands Politi kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse, hvornår resultatet af obduktionen foreligger, eller om konklusionen af denne obduktion vil kunne deles med offentligheden.