44-årig mand anholdt for drab: Han er i familie med den afdøde

En 44-årig mand er i familie med en 65-årig kvinde, som han er anklaget for at have dræbt natten til torsdag i Sabro nordvest for Aarhus.

Østjyllands Politi skriver i en pressemeddelelse:

“Onsdag kl. 23.12 modtog Østjyllands Politi en telefonisk anmeldelse om, at en kvinde var blevet dræbt på en adresse i Sabro.

LÆS OGSÅ: Kvinde dræbt i rækkehus: Mand er anholdt på stedet

Flere patruljer blev sendt til stedet, hvor en 44-årig mand kl. 23.25 blev anholdt uden dramatik. Den 65-årige kvinde blev erklæret død på stedet af en tilkaldt læge.

Den 44-årige mand og den 65-årige kvinde er i familie med hinanden. De pårørende er blevet underrettet.

LÆS OGSÅ: Kvinde fundet dræbt ved Aarhus – større område spærret af

”Vi er i fuld gang med at efterforske sagen og har været i gang hele natten. Der er på nuværende tidspunkt ikke noget, der tyder på, at andre har været involveret i episoden,” siger vicepolitiinspektør Anders Uhrskov, der er efterforskningsleder hos Østjyllands Politi.”

Der skal være grundlovsforhør, og derfor ønsker politiet ikke at oplyse yderligere om sagen. De vil således ikke uddybe, hvordan de to er i familie med hinanden, ligesom de ikke vil fortælle om et muligt motiv.