42-årig stukket ned på åben gade

Torsdag aften blev en 42-årig mand stukket ned med kniv i det centrale Horsens. Nu meddeler politiet, at en mistænkt gerningsmand er blevet anholdt

Sydøstjyllands Politi modtog torsdag klokken 18.00 en anmeldelse af, at der foregik et slagsmål i Allegade i Horsens.

Under slagsmålet blev en 42-årig mand bosat i Horsens stukket ned.

Han blev efterfølgende kørt til behandling på hospitalet, og fredag formiddag er det oplyst, at han ikke har været i livsfare.

Sydøstjyllands Politi kunne kort efter knivstikkeriet skride til anholdelse af en 34-årig mand, der også er bosat i Horsens.

Han blev anholdt i nærheden af gerningsstedet og vil fredag klokken 11.30 blive fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Horsens.

Her er han sigtet for forsøg på manddrab.

SE OGSÅ: ALVORLIG ARBEJDSULYKKE PÅ VESTEGNEN

Offeret og den mistænkte gerningsmand kendte i forvejen hinanden. Sydøstjyllands Politi oplyser, at der er tale om en isoleret hændelse efter en uoverensstemmelse mellem de to.

En efterforskning skal nu klarlægge hændelsesforløbet og det præcise motiv.

Da anklagemyndigheden vil begærer lukkede døre under grundlovsforhøre har politiet på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer.