Udenrigsministeriet bekræfter: Flere danskere alvorligt kvæstet i stor ulykke

Der er tale om “alvorlige tilfælde” blandt tilskadekomne unge danskere, der natten til fredag var i busulykke

Af de 13 danske statsborgere, der har været involveret i en busulykke i det nordlige Thailand natten til fredag, er der “enkelte alvorlige skader”.

Det siger direktør i Udenrigsministeriets Borgerservice Steen Hommel.

– De 13 blev bragt til hospitalet i Chiang Mai. Nogle er allerede blevet udskrevet efter lettere skader, men vi har også enkelte alvorlige skader, lyder det.

– Vi får at vide, at pårørende til alle tilskadekomne er kontaktet, men vi kan ikke selv bekræfte det. Så den er ikke helt sikker endnu.

Han kan ikke gå yderligere i detaljer om de tilskadekomne, da der er tale om personsager.

– Jeg kan ikke komme nærmere ind på den præcise tilstand, men det er alvorlige tilfælde.

De thailandske myndigheder kontaktede den danske ambassade i den thailandske hovedstad, Bangkok, omkring klokken 03.00 dansk tid natten til fredag.

Siden har der løbende været dialog med myndighederne, siger Steen Hommel.

– Dialogen bekræfter, at der er tale om en alvorlig busulykke. Det er en bus, der er kørt ud over en skrænt.

Den thailandske chauffør har mistet livet.

Der vil være en politiefterforskning lokalt, siger direktøren for Borgerservice.

De 13 danske statsborgere er mellem 19 og 24 år.

Ulykken er sket omkring 700 kilometer nord for Bangkok.

Steen Hommel forventer, at folk fra ambassaden kan være fremme i Chiang Mai natten til lørdag.

De tager til hospitalet for at koordinere med de lokale myndigheder og de pårørende, siger han og tilføjer, at “vi er på den første ledige plads, som vi overhovedet kan få”.

– Vi vil i den grad gerne være helt betryggede om de unges tilstande, og at pårørende er kontaktet, og hvordan det videre forløb skal være med formentlig hurtig hjemrejse.

Den danske ambassade i Bangkok yder således fortsat konsulær bistand i forbindelse med busulykken.

– Konsulær bistand kan rumme rigtig mange praktiske elementer, men også koordinationselementer, så de ressourcer, der kan bringes i spil, bliver gjort effektivt og hurtigt, siger Steen Hommel.

Direktøren tilføjer, at samarbejdet mellem de danske og thailandske myndigheder er “godt”.

– Vi har glædet os meget over, at de hurtigt har taget fat i os, og at vi så løbende har haft en videre dialog om, hvad de ved, og hvad de gør.

/ritzau/