4. juli-fejring i skyggen af angrebet i Field’s: Dronningen holder et minuts stilhed for ofrene

Det var måske passende, at det var regnen og ikke solskin, der kendetegnede vejret, da den traditionsrige Rebildfest, hvor man fejrer den amerikanske uafhængighedsdag, mandag atter en gang blev afholdt i Rebild Bakker i Nordjylland.

Det skete nemlig i skyggen af det forfærdelige skudangreb i Field’s-storcentret på Amager, hvor tre personer mistede livet og adskillige andre blev kvæstet.

I den forbindelse blev der sendt bønner til skudofrene og afholdt et minuts stilhed.

Der havde op til arrangementet været uvished, om dronningen ville deltage i dagens fejring i lyset af gårsdagens tragiske hændelser på Amager.

Dronningen ankom dog omkring klokken 14:30 for at fejre 110-års jubilæum for arrangementet, hvor der blev afholdt taler, hvor det flere gange blev påpeget, at en gal mands værk ikke skal have lov til at ødelægge noget glædeligt.