39-årig mand stukket med kniv i S-toget ved Hillerød Station

En 39-årig mand er onsdag aften blev stukket med kniv i S-toget ved Hillerød station i Nordsjælland.

Det oplyser vagtchef ved Nordsjællands Politi David Buch til Ritzau.

Den 39-årige er udenfor livsfare, men er efter hændelsen blevet kørt på Rigshospitalet.

– Vi har anholdt gerningsmanden, og han bliver fremstillet i grundlovsforhør i morgen, siger vagtchefen.

Politiet modtog anmeldelsen om knivstikkeriet klokken 20.43.

Togtrafikken ved Hillerød Station har midlertidigt været stoppet som følge af knivstikkeriet. Togene kører dog igen, oplyser politiet på det sociale X, der tidligere er kendt som Twitter.

Onsdag aften er politiet fortsat ved at undersøge S-toget og Hillerød Station med hundepatruljer, oplyser vagtchefen.

Har man brug for krisehjælp i forbindelse med knivstikkeriet, kan man ringe til Banedanmarks psykolog på 70131415. Det oplyser politikredsen på det sociale medie X.