39-årig mand over-kontrollerede sin kæreste: Nu skal han i fængsel

En 39-årig mand skal tre måneder i fængsel, efter at han i sidste uge blev dømt for psykisk vold mod sin eks-kæreste i Bagsværd.

Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Manden var tiltalt for at have udsat sin daværende kæreste for groft nedværdigende, forulempende og krækende adfærd gennem en periode på et halvt år.

Han havde blandt andet i flere tilfælde taget kærestens telefon og gennemgået dens indhold og udspurgt hende om hendes chat-, sms- og mail-korrespondance.

Desuden havde han formået at få kvinden til at installere en app på hendes telefon, så han kunne følge hendes færden, ligesom han fik kæresten til at stoppe med at tage sin lægeordinerede medicin. Som erstatning tog hun i stedet euforiserende stoffer og naturmedicin.

LÆS OGSÅ: To mænd tog fejl og overfaldt 32-årig med kødøkse og kosteskaft: Nu skal de bag tremmer

Til sidst lykkedes det kvinden at komme væk fra manden, og hun boede i en længere periode på krisecenter. Sagen blev meldt til politiet, og fredag i sidste uge blev manden idømt tre måneders ubetinget fængsel.

”Sanktionen understreger de alvorlige konsekvenser, psykisk vold har for de personer, det går ud over”, siger sagens anklager, Bjarke Moe Enevoldsen, i pressemeddelelsen.

Hos Københavns Vestegns Politi håndteres sager om psykisk vold af afdelingen for Kriminalitet i Nære Relationer. Det er dog en sagstype, der ofte er komplicerede at efterforske, fortæller leden af afdelingen.


”At bevise psykisk vold kræver rigtig meget efterforskning. Det er ofte sager der tager lang tid – og denne sag er en af dem”, siger politikommissær Tue Lauenblad.

Den dømte mand valgte at anke dommen til Østre Landsret.