En 26-årig mand blev dræbt i en ulykke natten til den 14. maj i den sydjyske by Vamdrup. Nu fremstilles en 37-årig mand i grundlovsforhør
To biler kolliderede omkring klokken 00.10 søndag den 14. maj i et frontalt sammenstød på Koldingvej i Vamdrup tæt på Kolding.
En 26-årig mand mistede under uheldet livet, mens en 22-årig kvinde og en 25-årig mand, der begge sad i samme bil som den 26-årige overlevede.
I den anden bil i uheldet sad en nu 38-årig mand, der også slap med livet i behold.
Han er siden ulykken blevet anholdt og fremstilles onsdag klokken 09.30 i et grundlovsforhør ved Retten i Kolding.
Her er han sigtet for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.
JydskeVestkysten skriver, at den 37-årige også er sigtet for at køre spiritus- og narkokørsel.
SE OGSÅ: STOR POLITIAKTION I KØBENHAVN: 37-ÅRIG MAND STUKKET NED MED KNIV
I forbindelse med ulykken søgte Sydøstjyllands Politi to personer, der op til ulykken undveg en Audi Q7.
“Vi efterlyser to vidner, som omkring midnat natten til søndag har været ved Kolding Lufthavn i Vamdrup. De har begge undveget en Audi Q7 – og vi er meget interesserede i at høre fra dem,” fortalte politikommissær ved Sydøstjyllands Politi Emil Jensen til JydskeVestkysten.
Audien var involveret i ulykken og var ført af den 37-årige.
Det er uklart, om de to vidner har meldt sig.
OPDATERING:
Den 37-årige mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger under grundlovsforhøret, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.