37-årig gravid kvinde myrdet: Blev trukket ud af bilen

En 37-årig gravid kvinde blev sent torsdag aften brutalt stukket ihjel i sin bil i Holbæk – som følge af drabet holder politiet nu pressemøde og placerer en mobil politistation i området

Torsdag aften klokken 23.10 modtog Midt- og Vestsjællands Politi en anmeldelse af, at en kvinde var blevet overfaldet og dræbt med en kniv på Samsøvej i Holbæk.

Den 37-årige kvinde havde netop fået fri på sit arbejde på Plejecenter Samsøvej, da hun satte sig ud i sin bil, hvor hun blev angrebet af en gerningsmand med en kniv.

Gerningsmanden stak kvinden flere gange og trak hende ud af bilen, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi

Kvinden afgik senere ved døden, men barnet er ifølge politiet stadig i live.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser til Presse-fotos.dk, at man senere fredag vil holde et pressemøde om drabet, hvor man vil fortælle yderligere. Det præcise tidspunkt er ukendt.

Fra klokken 08.00 fredag morgen har politikredsen placeret en mobil politistation på Samsøvej.

Her kan man som borger henvende sig, hvis man har behov for at tale med politiet eller har set noget mistænkeligt.

Under overfaldet på den 37-årige kvinde forsøgte et vidne at blande sig, men vedkommende kunne ikke forhindre drabet.

Gerningsmanden er stadig på fri fod.

”Vi har indledt en omfattende efterforskning. På nuværende tidspunkt har vi ikke mistanke til nogen konkret gerningsmand, og vi kan heller ikke endnu sige noget om, hvad der har været motivet til drabet”, siger efterforskningsleder politikommissær Martin Eise Eriksen.

SE OGSÅ: 24-ÅRIG MOTORCYKLIST FÆNGSLET: PÅKØRTE CYKLIST MED 100 KM/T

Hvis du har oplysninger i sagen, bedes du kontakte Midt- og Vestsjællands Politi på 1-1-4. Det gælder også, hvis du blot har været i området ved Samsøvej omkring klokken 23.10.

OPDATERING:

Midt- og Vestsjællands Politi afholder pressebriefing om sagen klokken 09.45 på fortrappen til politistationen i Roskilde.