33-årig mand i livsfare efter ulykke i svømmehal

Illustrationsfoto

En 33-årig mand er blevet fundet livløs på bunden af et bassin i en svømmehal. Han er nu hastet på hospitalet

En 33-årig mand er mandag ved 14-tiden blevet hevet op af et svømmebassin i Ikast Svømmecenter uden liv i kroppen.

Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Anders Bøje Hansen til TV Midtvest.

“Der var ingen vejrtrækning, da nogle fik ham op af vandet, og derfor blev der ydet førstehjælp med det samme,” siger han til mediet.

Den 33-årige mand er efterfølgende blevet kørt på Aarhus Universitetshospital, hvor han nu bliver behandlet for livstruende skader.

På nuværende tidspunkt er årsagen til ulykken ikke kendt, men Midt- og Vestjyllands Politi skal i gang med at gennemse videoovervågning fra svømmehallen for at blive klogere på hændelsen.

Den 33-åriges pårørende er blevet underrrettet.

På Facebook skriver Ikast Svømmecenter selv i en kort besked, at svømmehallen er lukket den resterende del af dagen på grund af en ulykke.