
En 31-årig mand er idømt fængsel efter at have udnyttet 25 teenagepiger og mindreårige piger ved at få dem til at foretage seksuelle handlinger på sig selv, hvilket han i flere tilfælde optog
To års fængsel.
Det har en dommer ved Retten i Glostrup tirsdag idømt en 31-årig mand fra Høje-Taastrup, efter han blev kendt skyldig i besiddelse af børneporno, ulovlig tvang og blufærdighedskrænkelse mod i alt 25 piger i alderen 10 til 16 år.
Manden havde udgivet sig for at være en yngre dreng og fik via ulovlig tvang pigerne til at foretage seksuelle handlinger på dem slev, hvilket han i flere tilfælde filmede og truede med at dele, hvis ikke pigerne sendte ham flere intime billeder.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi.
”Pigerne i denne sag troede, at de skrev med en jævnaldrende dreng. I virkeligheden sad der en voksen mand på en anden side af skærmen – og som bevidst forsøgte at lokke eller true dem til udlevere intime billeder”, siger sagens anklager Sofie Venborg Eriksen.
Københavns Vestegns Politi blev opmærksomme på sagen, da forældre til en 12-årig pige kontaktede politikredsen.
Efterfølgende blev den 31-åriges lejlighed ransaget, hvor man fandt intime videoer og billeder af en lang række unge piger. Via efterforskningen kunne man identificere i alt 25 ofre.
LIGE NU LÆSER ANDRE: TO PERSONER I KRITISK TILSTAND EFTER CYKELSTYRT
”Sagen belyser, hvor svært det er som ung at færdes sikkert på nettet – derfor er det vigtigt at voksne er opmærksomme på, hvad der foregår på børn og unges telefoner og løbende tager en snak med dem om, hvad de oplever – og gå til myndighederne, hvis sådan noget her sker”, siger Sofie Venborg Eriksen, som samtidig oplyser, at der ny lovgivning på vej på området.
”Fra politisk side er der kommet stort fokus på denne kriminalitetsform – fra den 1. juli indføres der en egentlig grooming-paragraf, der skal være med til at dæmme op for dette problem. Bestemmelsen kommer til at betyde, at det fremadrettet bliver strafbart allerede at indlede den fase, hvor man forsøger at etablere et tillidsforhold til det barn, som senere skal udsættes for et overgreb.
Den 31-årige mand er blevet varetægtsfængslet efter dommen og har taget betænkningstid i forhold til at anke.