31-årig dræbt i svensk shoppingcenter: 16-årig tiltalt for drab og tre drabsforsøg

En 16-årig dreng er fredag blevet tiltalt for et drab i shoppingcenteret Emporia i den svenske by Malmø 19. august sidste år.

Det oplyser anklagemyndigheden i Sverige i en pressemeddelelse.

– Anklageren har rejst tiltale mod den i dag 16-årige dreng, som er mistænkt for drab, tre drabsforsøg, grov overtrædelse af våbenlovgivningen og for at sætte andre folk i fare i Emporia den 19. august sidste år, lyder det.

En 31-årig mand blev dræbt i skyderiet.

LÆS OGSÅ: Emporia åbner igen efter skudepisode

Svensk politi har udtalt, at offeret tilhørte banden Satudarah, der angiveligt har været i konflikt med en anden bande i Malmøs kriminelle miljø.

Foruden den dræbte mand blev en tilfældigt forbipasserende kvinde ramt af skud. Hun blev såret, men overlevede episoden.

Den 16-årige dreng, der fredag er blevet tiltalt, blev anholdt cirka ti minutter efter skyderiet.

– Det kan ikke understreges nok, hvor vigtig den hurtige anholdelse af den mistænkte drabsmand har været, siger Hasse Persson, politiets efterforskningsleder, i en pressemeddelelse fra politiet ifølge det svenske nyhedsbureau TT.

LÆS OGSÅ: 15-årig anholdt efter skyderi i shopping-center: ‘Tilhører det kriminelle miljø’

Drengen nægtede sig i første omgang skyldig, men to dage efter skyderiet erkendte han både drab og drabsforsøg.

Den svenske anklagemyndighed oplyser fredag, at syv andre personer er anholdt i sagen. De bliver fortsat efterforsket, lyder det.

Skyderiet i Emporia fandt sted cirka halvanden måned efter et skyderi i det danske shoppingcenter Field’s i København.

Her blev tre personer dræbt, og adskillige blev såret.

LÆS OGSÅ: Skuddrama i Malmø: ‘Man kunne høre mindst 20 smæld’

En 23-årig mand blev i denne måned idømt anbringelse på den topsikrede institution Sikringen for drab og drabsforsøg i Field’s.

Emporia ligger i den sydlige del af Malmø. Det har ifølge centerets egen hjemmeside omkring 150 butikker, restauranter og caféer.