3 dyt for patter: Kronprins Christian kører studenterkørsel

Kronprins Christian er steget på studentervognen til lyden af høj musik ved Ordrup Hallen efter sin dimission og kørt afsted.

Ved siden af vognen stod hele den nære familie, dronning Mary, kong Frederik, prinsesse Isabella, prinsesse Josephine og prins Vincent, klar til at vinke ham afsted.

Kronprinsen dimitterede fredag formiddag fra Ordrup Gymnasium og sagde dermed farvel til sin gymnasietid.

Rundt om vognen er der de klassiske bannere med slogans, som man ofte ser på siden af studentervogne, der kører rundt i landet.

“1 dyt vi skåler. 2 dyt vi bunder. 3 dyt for patter”, står der bag på den vogn, som kronprins Christian kører i.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Arkivfoto.

Hvilken rute, studentervognen skal ud på, er uvist. Men da kronprinsens far, kong Frederik, og Christians onkel, prins Joachim, blev studenter i 1986, gjorde vognen stop ved Amalienborg.

Her stod dronning Margrethe og prins Henrik klar til at tage imod og fejre studenterne.

Ekstra Bladet har spurgt, om kronprinsens vogn kommer forbi Amalienborg i forbindelse med studenterkørslen. Det har kongehuset afvist at svare på.

Kronprins Christian afsluttede sin sidste eksamen og blev student mandag med et 10-tal i huen.

Det er ikke offentligt kendt, hvad kronprinsen skal efter sin studentereksamen. Han har selv sagt i DR-programmet “En kongelig rejse”, at han glæder sig til at blive værnepligtig.

Kronprinsen nøjedes mandag med at sige, at studentertiden skal nydes og fejres den kommende tid. Desuden løftede kronprinsen sløret for en del af sine fremtidsplaner.

– Jeg kommer nok ud og se verden og prøve mig selv af på nye måder og forberede mig på forskellige ting, sagde han til den fremmødte presse.

Kronprinsen indledte sin gymnasieuddannelse på Herlufsholm, men flyttede til Ordrup Gymnasium i 2.g. Det skete, efter at en dokumentar på TV 2 afslørede en kultur med vold og mobning på kostskolen.

Ud over nu at være student har kronprinsen også en anden titel at bryste sig af. Da han fyldte 18 år i oktober sidste år blev han udnævnt til rigsforstander.

Som rigsforstander kan kronprinsen varetage kongens forpligtelser som statsoverhoved, hvis kongen er forhindret som eksempelvis ved ophold i udlandet.

Philip Westh er også blevet kendt skyldig i drabet på Emilie Meng blandt andet, læs om hele skyldskendelsen her.